Inden hjemrejsen
Det har været svært for mig at indstille mig på den anderledes kultur der forekommer her i Uganda, jeg er faldet godt til, men der er dog stor forskel på hvilke tiltag de gør sig i forskellige situationer. Alene børneopdragelsen er meget anderledes end den er i Danmark, som nævnt i tidligere indslag vægtes værdierne anderledes, familien er i højsæde, og der bliver derfor ageret derefter. Jeg har set børn blive slået af lærerne på skolen, det har været meget svært for mig, da min danske baggrund gør at dette ikke er noget jeg er van til. Det er for nylig blevet ulovligt at slå børn i institutioner, derfor kan det stadigvæk finde sted. Børnene kan ofte blive ydmyget af lærerne, hvor de skal op til tavlen eller lægge sig ned på jorden, dette har været utrolig svært for mig at se på, men jeg har været nød til at se på det som en anden kultur og prøve at lade værre med at sammenligne alt med Danmark. Line og jeg har skrevet en evaluering til skolen og de forskellige ting vi ville gøre anderledes hvis det var os der arbejdede på skolen, men samtidig også hvilke ting vi synes var positive.
Jeg har lært utrolig meget af mit praktik ophold i Uganda, jeg har lært at se mere åbent og positivt på andre og på verden, jeg har lært meget af ugandaernes positive sind. Jeg har lært at være mere tålmodig og jeg føler at jeg i og med at jeg har lært mig selv bedre at kende også er blevet en bedre pædagog. Jeg er blevet mere selvstændig og tage beslutninger for mig selv og være stolt af hvem jeg er og at jeg er god nok som jeg er. Jeg er af den overbevisning at der altid er noget nyt at lære om sig selv, men jeg vil mene at jeg har taget et stort skidt mod at lære mig selv bedre at kende på denne tur. Det tog mig ca. 2 måneder før jeg rigtig faldt til, men det har været en rigtig spændende og lærefuld oplevelse. Jeg har lært at se situationen an inden jeg reagere, at forstå kropssproget bedre hos barnet (da mange børn ikke er gode til engelsk, har kropssproget været meget vigtigt).
Hvis jeg ikke havde valgt at tage min sidste praktik i Uganda, tror jeg også jeg havde lært noget og udviklet mig, men ikke på samme måde. Jeg tror jeg havde fortsat i de gamle rutiner og ikke lært nær så meget om mig selv som menneske, jeg har lært hvor mine egne grænser tydeligt går hvilke jeg har været villig til at rykke. Jeg har helt sikkert fået noget med i bagagen, som jeg kan hive frem i fortsat pædagogisk arbejde og have glæde af. Jeg startede med at være spændt og bange for alle de nye oplevelser jeg ville opleve, men jeg har nu fået mere blod på tanden på fortsat at udfordre mig selv i nye og uvante omgivelser, jeg har lært at alt ikke behøver at være planlagt på forhånd og at man nogle gange bare må vente og se hvad tiden bringer.
Jeg har haft mange gode og dårlige oplevelser i Uganda, men alt i alt vil jeg sige at jeg på ingen måde fortryder mit praktik ophold og at jeg varmt kan anbefale andre at opleve det samme. Jeg føler jeg har lært mig selv bedre at kende og fundet ud af hvad der betyder meget for mig og hvad der ikke gør, jeg frygtede flere forskellige ting inden jeg tog af sted, jeg var blandt andet bange for at blive set skævt på, da jeg er hvid, jeg er derimod blevet sat højt op i hierarkiet. Det har været en meget spændende oplevelse, en oplevelse jeg aldrig vil glemme.
mandag den 3. februar 2014
torsdag den 26. december 2013
Menneskesyn
Menneskesyn
Der er meget hierarki i Uganda og børnene lægger oftest nederst i rangordnen i modsætningen til i Danmark. I Danmark sætter vi ofte børnene i første række. Mange ting er baseret på barnets behov, hvor det her i Uganda er de voksne der kommer i første række og børnene indretter sig der efter. Børnene arbejder i familien, de hjælper til med de forskellige huslige gøremål og det forventes af forældrene eller andre omsorgspersoner, hvor det ikke er tit i Danmark at børn i en tidlig alder hjælper meget til i hjemmet. Børnene I Uganda bliver tit hævet ud af en leg for at hjælpe til i hjemmet og det er meget vigtigt at de udviser respekt. Mange børn (primært piger) sætter/lægger sig f.eks. på knæ foran os (hvide) når de skal hilse. Efter jeg har observeret børn både i hjemmet og i institutioner, er jeg nået frem til at børneopdragelsen først starter i alderen 4-5 år. Jeg begrunder dette med at børnene får deres vilje når de græder og der ikke bliver sat nogle videre konsekvenser op for børnene. Når barnet bliver 4-5 år ændre alle tidligere forhold sig. Når barnet f.eks. græder, får barnet at vide at det skal tie stille og bliver ikke hørt i hvorfor barnet græder. Det ses som om at barnet nu er blevet ældre og derfor kan tage mere vare på sig selv. Barnet skal begynde at klare sig selv og bliver guidet igennem det af de voksne. I Uganda er det ikke unormalt at barnet ikke bor sammen med sine forældre. Barnet bor ofte sammen med andre familiemedlemmer, men også venner til familien. Grunden til at barnet bor hos andre end sine forældre, er tit at forældre arbejder langt væk eller bor langt væk fra den evt. skole som barnet måtte gå i. I Danmark går vi meget op i individualisering og at vi skal lærer at agere ud fra egne interesser i forskellige sammenhænge. I Uganda er det primært familien der er i højsæde, og der bliver tænkt i familiens bedste interesser. Nogle børn bliver slået i hjemmet og på skolen, men jeg ved ikke om skyld og skam har den samme betydning som det har i Danmark. Selvfølgelig kan børnene i Uganda også udvikle skam og skyld, men det er ikke noget som der bliver gået op i. Da Uganda er et fattigt land, er det primært penge familien går op i og der bliver ikke snakket meget om følelser, eller hvordan man har det. Da vi i Danmark ikke har de samme økonomiske bekymringer som i Uganda, er der mere fokus på det følelsesmæssige.
Der er meget hierarki i Uganda og børnene lægger oftest nederst i rangordnen i modsætningen til i Danmark. I Danmark sætter vi ofte børnene i første række. Mange ting er baseret på barnets behov, hvor det her i Uganda er de voksne der kommer i første række og børnene indretter sig der efter. Børnene arbejder i familien, de hjælper til med de forskellige huslige gøremål og det forventes af forældrene eller andre omsorgspersoner, hvor det ikke er tit i Danmark at børn i en tidlig alder hjælper meget til i hjemmet. Børnene I Uganda bliver tit hævet ud af en leg for at hjælpe til i hjemmet og det er meget vigtigt at de udviser respekt. Mange børn (primært piger) sætter/lægger sig f.eks. på knæ foran os (hvide) når de skal hilse. Efter jeg har observeret børn både i hjemmet og i institutioner, er jeg nået frem til at børneopdragelsen først starter i alderen 4-5 år. Jeg begrunder dette med at børnene får deres vilje når de græder og der ikke bliver sat nogle videre konsekvenser op for børnene. Når barnet bliver 4-5 år ændre alle tidligere forhold sig. Når barnet f.eks. græder, får barnet at vide at det skal tie stille og bliver ikke hørt i hvorfor barnet græder. Det ses som om at barnet nu er blevet ældre og derfor kan tage mere vare på sig selv. Barnet skal begynde at klare sig selv og bliver guidet igennem det af de voksne. I Uganda er det ikke unormalt at barnet ikke bor sammen med sine forældre. Barnet bor ofte sammen med andre familiemedlemmer, men også venner til familien. Grunden til at barnet bor hos andre end sine forældre, er tit at forældre arbejder langt væk eller bor langt væk fra den evt. skole som barnet måtte gå i. I Danmark går vi meget op i individualisering og at vi skal lærer at agere ud fra egne interesser i forskellige sammenhænge. I Uganda er det primært familien der er i højsæde, og der bliver tænkt i familiens bedste interesser. Nogle børn bliver slået i hjemmet og på skolen, men jeg ved ikke om skyld og skam har den samme betydning som det har i Danmark. Selvfølgelig kan børnene i Uganda også udvikle skam og skyld, men det er ikke noget som der bliver gået op i. Da Uganda er et fattigt land, er det primært penge familien går op i og der bliver ikke snakket meget om følelser, eller hvordan man har det. Da vi i Danmark ikke har de samme økonomiske bekymringer som i Uganda, er der mere fokus på det følelsesmæssige.
lørdag den 14. december 2013
kulturen
Kulturen
På skolen ”happy day” er der flere forskellige religioner og der bliver taget hensyn til hver enkelt. Når muslimerne f.eks. har en helligdag, holder hele skolen fri. Jeg synes det er et generelt syn i Uganda, at der er plads til alle uanset hvilken religion de måtte have. Der snakkes ofte om gud i undervisningen, men ikke om hvilken gud det er, dog bliver Jesus også nævnt, der er et flertal af kristne på skolen. Jeg synes de er gode til at give hinanden plads til at have hver deres religion. Vi har som sagt holdt haft fridag en dag grundet eid, som er en muslimsk helligdag, den dag var der gang i byen og folk var glad og i godt humør. Vi har også afholdt indepentet day, hvor hele primary (nursery holdte fri) drog af sted til optog. Hver skole repræsenterede sin egen skole, og gik siden om side. Det var en meget spændende oplevelse og man kunne tydeligt mærke fællesskabet mellem klassekammerater og andre skoler. Forældrene bliver inddraget i forældremøder, hvis et barn er blevet dårlig eller hvis man oplever et barn der har det dårligt i hjemmet, udover det synes jeg ikke at forældrene bliver inddraget meget i hvad der kommer til at foregå på skolen eller hvad undervisning kommer til at indeholde. Skulle et barn have det dårligt, ringer inspektøren til forældrene og de kommer op og henter barnet og snakker om hvad der er sket. Skolen tager sig godt af børnene, hvis et barn f.eks. har slået sig, bliver barnet sendt ind på kontoret, får renset såret og får et plaster på. Skolen har et godt miljø for børnene, hvor der er en lille legeplads og børnene har lege og spille fodbold. Skolen går meget op i vigtigheden af at snakke med børn i stedet for at slå børn, dog er dette stadigvæk noget skolen arbejder med, det forekommer derfor stadigvæk. De er opmærksomme på barnets ve og vel og ønsker at give børnene en god uddannelse, hvorpå de kan videre udvikle sig. Lærerne snakker sammen med inspektøren til personalemøde om hvordan det går på skolen og i de forskellige klasser, jeg synes hurtigt lærerne føjer inspektøren eller headmaster, der bliver derfor ikke diskuteret meget om de forskellige emner. Til personalemødet efterspurgte Line og jeg, at få at vide af de andre lærere på skolen, hvad de synes om vores læringsmetoder og hvad de synes vi kunne gøre bedre, vi fik ikke noget svar og derfor er det svært at reflektere over ens arbejde på skolen, line og jeg bruger dog hinanden meget til at reflektere over forskellige oplevelser og er gode til at fortælle hinanden hvis der er noget vi selv ville have gjort anderledes eller hvordan det virkede på resten af børnene. Vi bruger meget hinanden til at snakke om forskellige oplevelser på godt og ondt og støtter os meget op af hinandens faglighed. Skolen har en række bestemmelser de skal overholde og det er forudbestemt af staten hvad der skal undervises i. det er inspektøren der i samarbejde med lærerne bestemmer hvilke pædagogiske tiltag de bør benytte, men som nævnt i tidligere opslag, underviser de alle på samme metode, ved hjælp af afskrivning fra tavlen. Jeg vil ikke mene at lederen/inspektøren er streng eller hård, det er muligt at snakke med ham om evt. problemmer eller med headmesteren, vi har f.eks. snakket med inspektøren og headmesteren, når vi har ville lave en fælles aktivitet med hele skolen, vi har endnu ikke oplevet ikke at få lov til at gøre de ting vi gerne vil.
Der er et hierki, her i Uganda og det er noget de går meget op i, børn lægger f.eks. langt nede i hierkiet. Der ses anderledes på børn her end der gør i Danmark, her der forventes det f.eks. at barnet hjælper til i hjemmet, at barnet henter vand eller andet. Vi har f.eks. prøvet at give en kiks til nogle børn hvorefter moderen har taget kiksen og spist den, børn sidder heller ikke særlig tit på stole under spisning, her sidder vi ofte på gulvet. Vi har tit set at de hjemme hos vores værtsfamilie kalder på en af børnene, selvom hun er midt i en leg, så hun kan hente noget til dem. Børnenes lege bliver ofte afbrudt, derfor bliver børnene også hurtigt voksne, der forventes meget af barnet allerede fra en tidlig alder, børnene har ikke det samme behov for sine forældre som et barn i Danmark, man kan sige at de hurtigere lærere at klare sig selv og på andre punkter har meget brug for en voksen at støtte sig op af. Det forventes f.eks. også på skolen at børn på 3-5 år kan sidde stille i undervisningen og ikke løbe rundt og lege. jeg synes det er svært at sammenligne alle de ting jeg oplever her med Danmark og jeg gør det helst ikke, da jeg ikke mener jeg kan sammenligne to lande som er forskellige på stort set alle måder, værdier og normer er meget forskellige. Man kan sige at vi i Danmark har meget det individuelle i fokus, hvor de her mere har det familiære, her er der meget styrken i at løfte i samlet flok i stedet for at gøre det alene. Samtidig har folk her i Uganda heller ikke de samme muligheder som vi har Danmark, det koster mange penge at sende sit barn i skole, derfor er det også nødvendigt at barnet høre efter, for det er ikke alle familier der har råd til at deres børn skal gå året om. Det koster også penge at gå til lægen, derfor bliver de fleste familier nød til at tænke sig om hvordan de bruger deres penge, for altid at have penge i nødstilfælde. Derfor er en sammenligning mellem et land der ikke lider de samme økonomiske problemer og et land hvor økonomien ikke er god, men til gengæld er meget gode til at give plads til hinanden. Jeg vil mene at Danmark kunne lære meget af folkefærdet i Uganda, folk er altid meget smilende og dømmer ikke ud fra hverken udseende eller religion, jeg synes at vi i Danmark desværre hurtigt dømmer hinanden uden at kende hinanden. Ugandaerne lærer meget af hinanden, børnene spejler sig meget i ældre børn eller voksne, de går ofte rundt med andres børn på ryggen i en alder af 6 år, hvor at træne til selv at blive mor. Børn i Danmark spejler sig selvfølgelig også i hinanden og voksne, dog er der en forskel på hvorfor børnene gør det, og hvad de voksne forventer sig af spejlingen, mange voksne giver også barnet en baby, uden at spørgere om barnet kunne tænke sig at holde barnet.
Nogle børn oplever at blive svigtet i hjemmet, det kan være igennem slag eller blive ignoreret. De vil selvfølgelig føle skyld og skam over dette, samtidig med at man også skal have i baghovedet at i og med at normerne er forskellige er det ikke unormalt i Uganda at et barn har det sådan og derfor bliver barnet ikke holdt udenfor fællesskabet af den grund. Der er en række procedure der følges hvis man oplever et barn i Uganda lider af svigt i hjemmet. Opdages det at der er svigt i hjemmet, kontaktes forældrene og de mødes sammen med inspektøren og headmesteren til en samtale om problemet og de prøver herefter at finde en løsning, herefter arbejder forældrene med barnet på at få løst problemet. Skulle der fortsat være problemer i hjemmet, kontakter skolen chm1 (distrikt leder) han observere barnet og snakker med barnet, det er herefter ham der beslutter om cpu (child protection unit) skal kontaktes. CPU er en af politiets organisationer som har specielt fokus på børn der lider af svigt i hjemmet. CPU kan herefter beslutte at fjerne barnet fra den familie, barnet bor hos over til andre slægtninge, som vil tage sig godt af barnet.
Man snakker ikke om følelser med børnene på samme måde som vi gør i Danmark, her får børnene ofte at vide at de skal tie stille hvis de græder. Der er ikke psykolog hjælp at hente på samme måde som der er i Danmark, set ud fra et dansk perspektiv er jeg sikker på at der er flere børn der har behov for lidt hjælp og få snakket om hvilke problemer de døjer med i hjemmet, men som nævnt tidligere har mange familier økonomiske problemer, derfor kommer sociale problemer i anden række. Det er ikke noget som de lægger så meget vægt på som vi gør det i Danmark, det er ikke et ”populært” emne. Der er heller ikke nogle børn her der har ADHD eller andet, det er ikke noget de er opmærksomme på og derfor heller ikke noget de ser efter. Der bliver derfor heller ikke taget særlig hensyn til det, jeg mener både det er godt og skidt, det gode er at der ikke bliver gjort forskel på børnene, der forventes det samme af alle samtidig med at dette ikke er godt hvis det sidder et barn i flokken som har svært ved at følge med, hvis han har ADHD, der bliver ikke lavet om i undervisningen eller benyttet andre metoder for hans skyld.
På skolen ”happy day” er der flere forskellige religioner og der bliver taget hensyn til hver enkelt. Når muslimerne f.eks. har en helligdag, holder hele skolen fri. Jeg synes det er et generelt syn i Uganda, at der er plads til alle uanset hvilken religion de måtte have. Der snakkes ofte om gud i undervisningen, men ikke om hvilken gud det er, dog bliver Jesus også nævnt, der er et flertal af kristne på skolen. Jeg synes de er gode til at give hinanden plads til at have hver deres religion. Vi har som sagt holdt haft fridag en dag grundet eid, som er en muslimsk helligdag, den dag var der gang i byen og folk var glad og i godt humør. Vi har også afholdt indepentet day, hvor hele primary (nursery holdte fri) drog af sted til optog. Hver skole repræsenterede sin egen skole, og gik siden om side. Det var en meget spændende oplevelse og man kunne tydeligt mærke fællesskabet mellem klassekammerater og andre skoler. Forældrene bliver inddraget i forældremøder, hvis et barn er blevet dårlig eller hvis man oplever et barn der har det dårligt i hjemmet, udover det synes jeg ikke at forældrene bliver inddraget meget i hvad der kommer til at foregå på skolen eller hvad undervisning kommer til at indeholde. Skulle et barn have det dårligt, ringer inspektøren til forældrene og de kommer op og henter barnet og snakker om hvad der er sket. Skolen tager sig godt af børnene, hvis et barn f.eks. har slået sig, bliver barnet sendt ind på kontoret, får renset såret og får et plaster på. Skolen har et godt miljø for børnene, hvor der er en lille legeplads og børnene har lege og spille fodbold. Skolen går meget op i vigtigheden af at snakke med børn i stedet for at slå børn, dog er dette stadigvæk noget skolen arbejder med, det forekommer derfor stadigvæk. De er opmærksomme på barnets ve og vel og ønsker at give børnene en god uddannelse, hvorpå de kan videre udvikle sig. Lærerne snakker sammen med inspektøren til personalemøde om hvordan det går på skolen og i de forskellige klasser, jeg synes hurtigt lærerne føjer inspektøren eller headmaster, der bliver derfor ikke diskuteret meget om de forskellige emner. Til personalemødet efterspurgte Line og jeg, at få at vide af de andre lærere på skolen, hvad de synes om vores læringsmetoder og hvad de synes vi kunne gøre bedre, vi fik ikke noget svar og derfor er det svært at reflektere over ens arbejde på skolen, line og jeg bruger dog hinanden meget til at reflektere over forskellige oplevelser og er gode til at fortælle hinanden hvis der er noget vi selv ville have gjort anderledes eller hvordan det virkede på resten af børnene. Vi bruger meget hinanden til at snakke om forskellige oplevelser på godt og ondt og støtter os meget op af hinandens faglighed. Skolen har en række bestemmelser de skal overholde og det er forudbestemt af staten hvad der skal undervises i. det er inspektøren der i samarbejde med lærerne bestemmer hvilke pædagogiske tiltag de bør benytte, men som nævnt i tidligere opslag, underviser de alle på samme metode, ved hjælp af afskrivning fra tavlen. Jeg vil ikke mene at lederen/inspektøren er streng eller hård, det er muligt at snakke med ham om evt. problemmer eller med headmesteren, vi har f.eks. snakket med inspektøren og headmesteren, når vi har ville lave en fælles aktivitet med hele skolen, vi har endnu ikke oplevet ikke at få lov til at gøre de ting vi gerne vil.
Der er et hierki, her i Uganda og det er noget de går meget op i, børn lægger f.eks. langt nede i hierkiet. Der ses anderledes på børn her end der gør i Danmark, her der forventes det f.eks. at barnet hjælper til i hjemmet, at barnet henter vand eller andet. Vi har f.eks. prøvet at give en kiks til nogle børn hvorefter moderen har taget kiksen og spist den, børn sidder heller ikke særlig tit på stole under spisning, her sidder vi ofte på gulvet. Vi har tit set at de hjemme hos vores værtsfamilie kalder på en af børnene, selvom hun er midt i en leg, så hun kan hente noget til dem. Børnenes lege bliver ofte afbrudt, derfor bliver børnene også hurtigt voksne, der forventes meget af barnet allerede fra en tidlig alder, børnene har ikke det samme behov for sine forældre som et barn i Danmark, man kan sige at de hurtigere lærere at klare sig selv og på andre punkter har meget brug for en voksen at støtte sig op af. Det forventes f.eks. også på skolen at børn på 3-5 år kan sidde stille i undervisningen og ikke løbe rundt og lege. jeg synes det er svært at sammenligne alle de ting jeg oplever her med Danmark og jeg gør det helst ikke, da jeg ikke mener jeg kan sammenligne to lande som er forskellige på stort set alle måder, værdier og normer er meget forskellige. Man kan sige at vi i Danmark har meget det individuelle i fokus, hvor de her mere har det familiære, her er der meget styrken i at løfte i samlet flok i stedet for at gøre det alene. Samtidig har folk her i Uganda heller ikke de samme muligheder som vi har Danmark, det koster mange penge at sende sit barn i skole, derfor er det også nødvendigt at barnet høre efter, for det er ikke alle familier der har råd til at deres børn skal gå året om. Det koster også penge at gå til lægen, derfor bliver de fleste familier nød til at tænke sig om hvordan de bruger deres penge, for altid at have penge i nødstilfælde. Derfor er en sammenligning mellem et land der ikke lider de samme økonomiske problemer og et land hvor økonomien ikke er god, men til gengæld er meget gode til at give plads til hinanden. Jeg vil mene at Danmark kunne lære meget af folkefærdet i Uganda, folk er altid meget smilende og dømmer ikke ud fra hverken udseende eller religion, jeg synes at vi i Danmark desværre hurtigt dømmer hinanden uden at kende hinanden. Ugandaerne lærer meget af hinanden, børnene spejler sig meget i ældre børn eller voksne, de går ofte rundt med andres børn på ryggen i en alder af 6 år, hvor at træne til selv at blive mor. Børn i Danmark spejler sig selvfølgelig også i hinanden og voksne, dog er der en forskel på hvorfor børnene gør det, og hvad de voksne forventer sig af spejlingen, mange voksne giver også barnet en baby, uden at spørgere om barnet kunne tænke sig at holde barnet.
Nogle børn oplever at blive svigtet i hjemmet, det kan være igennem slag eller blive ignoreret. De vil selvfølgelig føle skyld og skam over dette, samtidig med at man også skal have i baghovedet at i og med at normerne er forskellige er det ikke unormalt i Uganda at et barn har det sådan og derfor bliver barnet ikke holdt udenfor fællesskabet af den grund. Der er en række procedure der følges hvis man oplever et barn i Uganda lider af svigt i hjemmet. Opdages det at der er svigt i hjemmet, kontaktes forældrene og de mødes sammen med inspektøren og headmesteren til en samtale om problemet og de prøver herefter at finde en løsning, herefter arbejder forældrene med barnet på at få løst problemet. Skulle der fortsat være problemer i hjemmet, kontakter skolen chm1 (distrikt leder) han observere barnet og snakker med barnet, det er herefter ham der beslutter om cpu (child protection unit) skal kontaktes. CPU er en af politiets organisationer som har specielt fokus på børn der lider af svigt i hjemmet. CPU kan herefter beslutte at fjerne barnet fra den familie, barnet bor hos over til andre slægtninge, som vil tage sig godt af barnet.
Man snakker ikke om følelser med børnene på samme måde som vi gør i Danmark, her får børnene ofte at vide at de skal tie stille hvis de græder. Der er ikke psykolog hjælp at hente på samme måde som der er i Danmark, set ud fra et dansk perspektiv er jeg sikker på at der er flere børn der har behov for lidt hjælp og få snakket om hvilke problemer de døjer med i hjemmet, men som nævnt tidligere har mange familier økonomiske problemer, derfor kommer sociale problemer i anden række. Det er ikke noget som de lægger så meget vægt på som vi gør det i Danmark, det er ikke et ”populært” emne. Der er heller ikke nogle børn her der har ADHD eller andet, det er ikke noget de er opmærksomme på og derfor heller ikke noget de ser efter. Der bliver derfor heller ikke taget særlig hensyn til det, jeg mener både det er godt og skidt, det gode er at der ikke bliver gjort forskel på børnene, der forventes det samme af alle samtidig med at dette ikke er godt hvis det sidder et barn i flokken som har svært ved at følge med, hvis han har ADHD, der bliver ikke lavet om i undervisningen eller benyttet andre metoder for hans skyld.
lørdag den 2. november 2013
Min hverdag
Min hverdag.
Jeg står op omkring kl. 7 hver morgen, herefter går jeg ud og ryger min morgensmøg. Vi spiser morgen mad kl. 7:30, vi medbringer selv mysli og mælk, som vi har købt i et supermarked. Kl. 8 tager vi i skole, skolen starter med en morgensamling hver morgen, hvor lærerne synger sange med eleverne og herefter de beder bøn, lærerne skiftes med at lede morgensamlingen, det er altid et barn der leder bønnen og der bliver sunget skolens sang. Timen starter omkring kl. 8:30, herefter underviser vi i henholdsvis engelsk, skrivning, læsning eller matematik, vi sørger for at få aktiviteter ind i undervisningen (som også beskrevet i tidligere indlæg), da vi er opmærksomme på at børn på 3-5 år ikke er i stand til at sidde stille i mere end ca. 30 min. Omkring kl. 10 holder børnene pause, hvor de er ude og lege, her er vores primære opgave at holde øje med at ingen kommer til skade og sætte aktiviteter igen, vi har haft danset med børnene, sjippet osv. Børnene kommer ind og spiser noget hvidt sukker grød, som børnene er meget glade for. Børnene får et halvt glas sukkergrød og de voksne et helt, da børn ikke bliver regnet for det samme i dette land som de gør der hjemme, bliver der lagt mere vægt på at lærerne (de voksne) får end at børnene får. Efter maden startes undervisningen, igen underviser vi i henholdsvis engelsk, skrivning, læsning og matematik, vi er stadigvæk opmærksomme på vigtigheden af aktiviteter. Børnene har fri kl. 12:30, de leger indtil de bliver hentet omkring kl. 13, herefter går vi hjem fra skole. Vi spiser frokost hos Rita sammen med familien og tager efter maden på hospitalet, hvor vi arbejder som frivillige, for at male på de forskellige børnestuer og snakke med børnene, vi har malet flere forskellige emner inde på væggene, så børnene har noget at kigge på. De er meget interesseret i at se os male, der kommer både børn og voksne fra andre stuer for at se os male og snakke med os. Vi tager hjem igen fra hospitalet omkring kl. 18, så forbereder vi os på næste dag i skolen og spiser herefter aftensmad, aftensmaden her serveres omkring kl. 20, vi er derfor ofte meget sultne når vi skal ind og spise, efter maden går vi i seng og en ny morgen starter dagen efter.
Vores weekender ser lidt forskellige ud, ofte tager vi over på et hotel i nærheden ved navn White Caste, hvor vi får strøm og kan bruge deres internet, her skriver vi blog og nyder solen og swimmingpoolen. Andre gange tager vi til Kampala, hvor vi kan købe rugbrød, det tager 8 timer i bus at komme til Kampala og koster ca. 70 kr. hver vej. Vi laver også aktiviteter hvor vi inddrager primary, vi har f.eks. lige afholdt et fodbold engagement, hvor Top Class spillede mod p1, p2 mod p3, p4 mod p5 og p6 mod lærerne, vi havde lavet medajler til klassen der vandt turneringen og efter vi var færdige havde vi købt en kiks til alle eleverne og lærerne. Aktiviteten gik rigtig godt, børnene var glade og det var tydeligt at se at vi havde ramt deres interesse. Hver klasse stillede op med 7 personer og hver kamp tog ca. 7 min, dem der ikke skulle spille heppede på deres klasser. Da vi inviterede klasserne, havde vi skrevet et brev til hver klasse hvor der stod, hvor mange der skulle deltage og hvor lang tid det tog. Da vi afleverede invitationerne til lærerne, virkede de meget begejstrede over vores engagement, men da der ikke var drengene nok i alle klasserne, stillede lærerne spørgsmålstegn ved om de kunne spille, vi forklarede dem at piger også gerne må spille med og det endte med at der var et hold med en dreng og seks piger, det gik godt for dem men de vandt desværre ikke. P6 vandt hele turneringen og modtog med glæde deres medajler.
De dage hvor vi ikke tager på hospitalet, er vi der hjemme i vores hytte. Vi tager ofte vores madrasser ud på verandaen, her lægger vi og nyder solen, læser og spiller kort. Børnene fra værtfamilien og nabolaget kommer tit over til os og snakker, vi spiller indimellem også kort med børnene, hvilket de finder sjovt og hyggeligt. Det er vigtigt for mig at have dannet nogle gode relationer til mine medmennesker hvor jeg bor. Om aften ser vi nogle gange film eller sidder og snakker. Vi lægger vores solcelleoplader ud om morgen så vi har strøm om aftenen. Vi har en fast maddag om ugen, hvor vi laver mad til familien, det er sjovt at se at de ting vi er van til at spise fra Danmark er så forskellige fra deres, vi laver meget med grønsager og spiser dem gerne rå, men de steger ofte deres grønsager, da det ikke er særlig tit at grønsagerne her er friske. De synes dog at friske grønsager smager godt, børnene skulle lige se det an inden de begyndte at spise. Det er dejligt at vi kan supplere med noget til familien, især da de giver os meget. De er altid meget høflige og gør deres bedste for at vi har det godt, Rita spørgere os ofte hvad vi kunne tænke os til aftensmad. Når vi spiser aftensmad, snakker vi med værtfamilien om hvad der er sket i løbet af dagen og hvad vi ellers har af planer i løbet af ugen. Rita har fortalt os meget om hendes liv og om hendes besøg i Danmark. Vi er også begyndt at lære at snakke afrikansk, så vi kan svare de lokale når de snakker til os, jeg kan nu sige; hvordan går det, fint og tak, det er et svært sprog at lære, vi er også begyndt at lære dem dansk, hvilket vi og de finder meget sjovt. Jeg kan slet ikke beskrive hvor glad jeg er for at bo hos Rita, hun er meget imødekommende og social, men vi har samtidig også vores privat liv i vores egen hytte, hvor vi kan gå ind når vi har brug for lidt ro.
Vi har også fået nogle venner her i Arua, som også arbejder på hospitalet, dem mødes vi med og spiller spil. De er fra USA og fortæller os meget om landet, det er rigtig hyggeligt at have dannet nye bekendtskaber i et andet land, de har derudover også snakket om at komme og besøge os i Danmark, hvilket jeg ser meget frem til.
Hovedsageligt er jeg meget glad for at være kommet til Uganda i min sidste praktik og jeg føler at jeg lærere en masse om mig selv. Jeg bliver sat ud for nye udfordringer jeg ikke ville kunne få i Danmark og jeg har lært hvor lidt de materielle ting betyder, når bare man har mennesker omkring en der elsker en. Jeg vil gerne understrege, at jeg bestemt ikke fortryder at jeg valgte at tage til Afrika i praktik. Da jeg tog herned havde jeg en forventning om at folk ville se skævt til mig, da jeg er hvid og kvinde, men de forventninger er blevet gjort til skamme, alle jeg møder på min vej er glade og hilser pænt, der er flere der stopper op for at snakke med os og flere kan vores navne nu.
Siden mit sidste indlæg har jeg været i Jinja, hvor jeg var ude og rafte. Vi tog en natbus til Kampala, her overnattede vi på et hotel i et par timer, før vi tog til Jinja, vi mødtes med de pædagogstuderende og tog alle af sted kl. 8 om morgen. Vi blev placeret 6 personer i hver gummibåd og blev sat ind i sikkerhedsinstrukser, vi skulle øve at falde i vandet og hvordan vi skulle sætte os i båden, når vi sejlede ned af vandfald. Da vi sejlede ud mod til første vandfald, var jeg meget nervøs, da jeg ikke er glad for at få hovedet under vand. Vi var blevet udstyret med hjelm og redningsvest. Det første vandfald klarede vi flot, jeg sad forrest i båden sammen med Line, vi fik begge meget vand i hovedet, men var herefter begyndt at få lidt blod på tanden og jeg var spændt på de næste vandflad. De deler vandfaldende op i forskellige kategorier, de fleste vi tog var kategori 3 og 4. Da vi kom til et vandfald af kategori 5, blev vi bedt om at gå et stykke på bredden, for så at sætte os i bådene igen. Det var en vild tur og vi klarede den godt, vores guide spurgte os om vi kunne tænke os at komme mere ind i vandfaldet, hvilket vi alle gerne ville. Vi sejlede lidt mod strømmen for at komme længere op i vandfaldet, da vi begyndte at styrer båden ind i vandfaldet og bølgerne, vippede båden og alle dem i venstre side røg ud, til at starte med anede jeg ikke hvad der foregik, før jeg så line og de andres hoveder i vandet styrende mod vandfladet. Det var ikke meget tid til panik og vi sejlede ned af vandfaldet, hvilket var en vild oplevelse. Nede forenden af vandfaldet kom der små kajakker som havde samlet dem der var faldet ud af båden op. Nogle af dem blev meget bange og en havde ikke længere lyst til at sejle med os, så hun kom over i safety båden. Vi spiste en god frokost og sejlede videre. Da vi kom til det sidste vandfald, fik vi af vide at båden godt kunne vippe rundt og jeg kunne her mærke at jeg blev meget bange, men jeg forsøgte at koncentrere mig om hvad jeg skulle ske. Båden vippede og vi faldt alle ud, den vippede mod venstre så jeg fløj over line og ned i vandet, jeg vi hovedet en del under vand og blev desorienteret. Jeg gik i panik i vandet og havde svært ved at få fatningen, pludselig så jeg en af de andre piger fra båden, som råbte at jeg skulle trække vejret, det gjorder jeg kom tilbage til virkeligheden og koncentrerede mig igen om hvad der foregik omkring mig. Da jeg var kommet ned for enden af vand faldet, blev jeg samlet op af en kajak, der lå jeg og fik pusten igen, for så at svømme over til de andre. Det var en livs oplevelse, jeg ikke tror jeg får mulighed for at prøve igen, jeg overvandt mig selv meget ved at tage ud og rafte, vedvidende om at jeg muligvis ville falde i vandet. Det var en kæmpe oplevelse og jeg fik et stort adrenalin pust, vi var færdige da klokken var fire, efter vi have været aktive i så mange timer, var vi trætte. Vi kom til et hotel der var med i prisen, hvor vi overnattede i hytter og spiste. Vi fik muligheden for at købe billeder og film af hele oplevelsen, det kostede 150 dollars per båd, det vil sige nu flere der ville have, nu billigere. Selve turen gav vi 125 dollars for per person og de penge vil jeg mene er lagt godt ud, jeg kan varmt anbefale andre studerende at tage samme tur. Vi købte billederne og filmen, jeg ser meget frem til at vise det til min familie og venner.
Jeg står op omkring kl. 7 hver morgen, herefter går jeg ud og ryger min morgensmøg. Vi spiser morgen mad kl. 7:30, vi medbringer selv mysli og mælk, som vi har købt i et supermarked. Kl. 8 tager vi i skole, skolen starter med en morgensamling hver morgen, hvor lærerne synger sange med eleverne og herefter de beder bøn, lærerne skiftes med at lede morgensamlingen, det er altid et barn der leder bønnen og der bliver sunget skolens sang. Timen starter omkring kl. 8:30, herefter underviser vi i henholdsvis engelsk, skrivning, læsning eller matematik, vi sørger for at få aktiviteter ind i undervisningen (som også beskrevet i tidligere indlæg), da vi er opmærksomme på at børn på 3-5 år ikke er i stand til at sidde stille i mere end ca. 30 min. Omkring kl. 10 holder børnene pause, hvor de er ude og lege, her er vores primære opgave at holde øje med at ingen kommer til skade og sætte aktiviteter igen, vi har haft danset med børnene, sjippet osv. Børnene kommer ind og spiser noget hvidt sukker grød, som børnene er meget glade for. Børnene får et halvt glas sukkergrød og de voksne et helt, da børn ikke bliver regnet for det samme i dette land som de gør der hjemme, bliver der lagt mere vægt på at lærerne (de voksne) får end at børnene får. Efter maden startes undervisningen, igen underviser vi i henholdsvis engelsk, skrivning, læsning og matematik, vi er stadigvæk opmærksomme på vigtigheden af aktiviteter. Børnene har fri kl. 12:30, de leger indtil de bliver hentet omkring kl. 13, herefter går vi hjem fra skole. Vi spiser frokost hos Rita sammen med familien og tager efter maden på hospitalet, hvor vi arbejder som frivillige, for at male på de forskellige børnestuer og snakke med børnene, vi har malet flere forskellige emner inde på væggene, så børnene har noget at kigge på. De er meget interesseret i at se os male, der kommer både børn og voksne fra andre stuer for at se os male og snakke med os. Vi tager hjem igen fra hospitalet omkring kl. 18, så forbereder vi os på næste dag i skolen og spiser herefter aftensmad, aftensmaden her serveres omkring kl. 20, vi er derfor ofte meget sultne når vi skal ind og spise, efter maden går vi i seng og en ny morgen starter dagen efter.
Vores weekender ser lidt forskellige ud, ofte tager vi over på et hotel i nærheden ved navn White Caste, hvor vi får strøm og kan bruge deres internet, her skriver vi blog og nyder solen og swimmingpoolen. Andre gange tager vi til Kampala, hvor vi kan købe rugbrød, det tager 8 timer i bus at komme til Kampala og koster ca. 70 kr. hver vej. Vi laver også aktiviteter hvor vi inddrager primary, vi har f.eks. lige afholdt et fodbold engagement, hvor Top Class spillede mod p1, p2 mod p3, p4 mod p5 og p6 mod lærerne, vi havde lavet medajler til klassen der vandt turneringen og efter vi var færdige havde vi købt en kiks til alle eleverne og lærerne. Aktiviteten gik rigtig godt, børnene var glade og det var tydeligt at se at vi havde ramt deres interesse. Hver klasse stillede op med 7 personer og hver kamp tog ca. 7 min, dem der ikke skulle spille heppede på deres klasser. Da vi inviterede klasserne, havde vi skrevet et brev til hver klasse hvor der stod, hvor mange der skulle deltage og hvor lang tid det tog. Da vi afleverede invitationerne til lærerne, virkede de meget begejstrede over vores engagement, men da der ikke var drengene nok i alle klasserne, stillede lærerne spørgsmålstegn ved om de kunne spille, vi forklarede dem at piger også gerne må spille med og det endte med at der var et hold med en dreng og seks piger, det gik godt for dem men de vandt desværre ikke. P6 vandt hele turneringen og modtog med glæde deres medajler.
De dage hvor vi ikke tager på hospitalet, er vi der hjemme i vores hytte. Vi tager ofte vores madrasser ud på verandaen, her lægger vi og nyder solen, læser og spiller kort. Børnene fra værtfamilien og nabolaget kommer tit over til os og snakker, vi spiller indimellem også kort med børnene, hvilket de finder sjovt og hyggeligt. Det er vigtigt for mig at have dannet nogle gode relationer til mine medmennesker hvor jeg bor. Om aften ser vi nogle gange film eller sidder og snakker. Vi lægger vores solcelleoplader ud om morgen så vi har strøm om aftenen. Vi har en fast maddag om ugen, hvor vi laver mad til familien, det er sjovt at se at de ting vi er van til at spise fra Danmark er så forskellige fra deres, vi laver meget med grønsager og spiser dem gerne rå, men de steger ofte deres grønsager, da det ikke er særlig tit at grønsagerne her er friske. De synes dog at friske grønsager smager godt, børnene skulle lige se det an inden de begyndte at spise. Det er dejligt at vi kan supplere med noget til familien, især da de giver os meget. De er altid meget høflige og gør deres bedste for at vi har det godt, Rita spørgere os ofte hvad vi kunne tænke os til aftensmad. Når vi spiser aftensmad, snakker vi med værtfamilien om hvad der er sket i løbet af dagen og hvad vi ellers har af planer i løbet af ugen. Rita har fortalt os meget om hendes liv og om hendes besøg i Danmark. Vi er også begyndt at lære at snakke afrikansk, så vi kan svare de lokale når de snakker til os, jeg kan nu sige; hvordan går det, fint og tak, det er et svært sprog at lære, vi er også begyndt at lære dem dansk, hvilket vi og de finder meget sjovt. Jeg kan slet ikke beskrive hvor glad jeg er for at bo hos Rita, hun er meget imødekommende og social, men vi har samtidig også vores privat liv i vores egen hytte, hvor vi kan gå ind når vi har brug for lidt ro.
Vi har også fået nogle venner her i Arua, som også arbejder på hospitalet, dem mødes vi med og spiller spil. De er fra USA og fortæller os meget om landet, det er rigtig hyggeligt at have dannet nye bekendtskaber i et andet land, de har derudover også snakket om at komme og besøge os i Danmark, hvilket jeg ser meget frem til.
Hovedsageligt er jeg meget glad for at være kommet til Uganda i min sidste praktik og jeg føler at jeg lærere en masse om mig selv. Jeg bliver sat ud for nye udfordringer jeg ikke ville kunne få i Danmark og jeg har lært hvor lidt de materielle ting betyder, når bare man har mennesker omkring en der elsker en. Jeg vil gerne understrege, at jeg bestemt ikke fortryder at jeg valgte at tage til Afrika i praktik. Da jeg tog herned havde jeg en forventning om at folk ville se skævt til mig, da jeg er hvid og kvinde, men de forventninger er blevet gjort til skamme, alle jeg møder på min vej er glade og hilser pænt, der er flere der stopper op for at snakke med os og flere kan vores navne nu.
Siden mit sidste indlæg har jeg været i Jinja, hvor jeg var ude og rafte. Vi tog en natbus til Kampala, her overnattede vi på et hotel i et par timer, før vi tog til Jinja, vi mødtes med de pædagogstuderende og tog alle af sted kl. 8 om morgen. Vi blev placeret 6 personer i hver gummibåd og blev sat ind i sikkerhedsinstrukser, vi skulle øve at falde i vandet og hvordan vi skulle sætte os i båden, når vi sejlede ned af vandfald. Da vi sejlede ud mod til første vandfald, var jeg meget nervøs, da jeg ikke er glad for at få hovedet under vand. Vi var blevet udstyret med hjelm og redningsvest. Det første vandfald klarede vi flot, jeg sad forrest i båden sammen med Line, vi fik begge meget vand i hovedet, men var herefter begyndt at få lidt blod på tanden og jeg var spændt på de næste vandflad. De deler vandfaldende op i forskellige kategorier, de fleste vi tog var kategori 3 og 4. Da vi kom til et vandfald af kategori 5, blev vi bedt om at gå et stykke på bredden, for så at sætte os i bådene igen. Det var en vild tur og vi klarede den godt, vores guide spurgte os om vi kunne tænke os at komme mere ind i vandfaldet, hvilket vi alle gerne ville. Vi sejlede lidt mod strømmen for at komme længere op i vandfaldet, da vi begyndte at styrer båden ind i vandfaldet og bølgerne, vippede båden og alle dem i venstre side røg ud, til at starte med anede jeg ikke hvad der foregik, før jeg så line og de andres hoveder i vandet styrende mod vandfladet. Det var ikke meget tid til panik og vi sejlede ned af vandfaldet, hvilket var en vild oplevelse. Nede forenden af vandfaldet kom der små kajakker som havde samlet dem der var faldet ud af båden op. Nogle af dem blev meget bange og en havde ikke længere lyst til at sejle med os, så hun kom over i safety båden. Vi spiste en god frokost og sejlede videre. Da vi kom til det sidste vandfald, fik vi af vide at båden godt kunne vippe rundt og jeg kunne her mærke at jeg blev meget bange, men jeg forsøgte at koncentrere mig om hvad jeg skulle ske. Båden vippede og vi faldt alle ud, den vippede mod venstre så jeg fløj over line og ned i vandet, jeg vi hovedet en del under vand og blev desorienteret. Jeg gik i panik i vandet og havde svært ved at få fatningen, pludselig så jeg en af de andre piger fra båden, som råbte at jeg skulle trække vejret, det gjorder jeg kom tilbage til virkeligheden og koncentrerede mig igen om hvad der foregik omkring mig. Da jeg var kommet ned for enden af vand faldet, blev jeg samlet op af en kajak, der lå jeg og fik pusten igen, for så at svømme over til de andre. Det var en livs oplevelse, jeg ikke tror jeg får mulighed for at prøve igen, jeg overvandt mig selv meget ved at tage ud og rafte, vedvidende om at jeg muligvis ville falde i vandet. Det var en kæmpe oplevelse og jeg fik et stort adrenalin pust, vi var færdige da klokken var fire, efter vi have været aktive i så mange timer, var vi trætte. Vi kom til et hotel der var med i prisen, hvor vi overnattede i hytter og spiste. Vi fik muligheden for at købe billeder og film af hele oplevelsen, det kostede 150 dollars per båd, det vil sige nu flere der ville have, nu billigere. Selve turen gav vi 125 dollars for per person og de penge vil jeg mene er lagt godt ud, jeg kan varmt anbefale andre studerende at tage samme tur. Vi købte billederne og filmen, jeg ser meget frem til at vise det til min familie og venner.
søndag den 20. oktober 2013
Institionens pædagogik
De ansatte på "happy Day" har alle sammen en uddannelse, så de kan undervise i nursery, for at kunne undervise i primary, har de taget en efter uddannelse. Mange af lærerne som underviser i primary, har tidligere arbejdet for regeringen, men har nu valgt at arbejde på privatskole.
Da børnene der går i nursery er fra 3-5 år, er det primært lærene fra nursery, som vi ville kalde pædagoger i Danmark. De starter hver morgen kl 8.20, med at alle fra nursey er samlet i en klasse. De synger sange og derefter beder de bøn, hvor det er et barn der leder bønnen. Lærerne gentager mange af de samme sætninger i morgenritualerne fx. "godmorgen chrildren, how are you" hvortil børnene svare "godmorgen theather, Im very well how are you" læren svare og spørgere efterfølgende til hvordan deres mor, far, nabo, venner har det, alle gange gange svare børnene i kor at de har det fint. Så går klasserne fra hinanden igen, og børnene sidder stille og slapper af i 20 min ca. dette kan være meget forstyrrende, da børnene ofte har svært ved bare at sidde stille, de begynder ofte at råbe og slås. Børnene slår ofte hinanden og vi har flere gange fortalt børnene om morgen, at man ikke må slå, og hvorfor man ikke må slå, vi har fortalt dem at de istedet for at slå skal sige hvis der er noget de ikke vil have. Dette ser jeg som værende et stort problem, men det virker til at de slår hinanden i mindre og mindre grad. Så går undervisningen igang, typisk skriver lærerne noget på tavlen som børnene skal gentage efter læreren, for herefter at skrive det ned i deres kladdehæfter. Kl 10 er der pause, hvor alle børnene og lærerne går udenfor, lærerne sidder ofte i skyggen og sertil imens børnene leger sammen. Efter pausen kommer børnene igen ind i klassen og får noget at spise. Timen starter op igen omkring kl 11, her skriver læreren igen noget på tavlen, som børnene gentager efter læreren og skriver i deres kladdehæfter. kl 12:30, har børnene fri, alle går igen ud i skolegården, hvor børnene leger og venter på at blive hentet, omkring kl 13, er alle børn hentet og vi går hjem fra skole.
Når lærerne skal forklare aktiviteter for børnene, starter de ofte på de første sætninger i fx. en sang, børnene kender den ofte i forvejen, hvortil de starter sammen, hvis det er en ny sang som børnene ikke kender, synger læren den ofte først, hvortil børnene slutter sig til læreren efter og synger med.
Når vi underviser børnene, laver vi forskellige aktiviteter, da vi hele tiden tænker over deres alder, det kan være svært for et barn på 3-5 år at sidde stille i så mange timer, hver gang børnene virker ukoncentreret laver vi nogle sange, hvor de skal bevæge sig. Børnene synes det er sjovt, at synge og bevæge sig. Vi underviser dem i matematik, skrivning og læsning (ligesom lærerne gør) vi inddrager børnene i undervisningen, så de kommer op til tavlen og skriver på den, de er meget glade for at komme op til tavlen, her tegner vi nogle gange et vis antal blomster i matematik eller hopper et vis antal gange.
Lærernes pædagogik er meget svingende. Det er som sagt i tidligere indlæg, var det mest i starten, at lærerne sang og lavede lege, i staten var de meget koncentreret om barnets behov, men med tiden har det ændret sig. Lærerne truer indimellem børnene, vi observerede en episode, hvor et barn begyndte at græde, da hun ikke kunne finde ud af den stille opgave, og læren fik de andre børn til at pege og udstille den grædende pige, læreren eksluderede barnet i følge min mening barnet fra fællesskabet, dette var på ingen måde den rette pædagogiske tilgang til problemet. Jeg observerede ydeligere en lærere fra primary slå et barn med en pind, vi opsøgte inspektøren, for at få talt om problemet, han var meget imødekommende, og hentede læren der har slået barnet ind til samtale, vi forsøgte at give hende nogle andre metoder hun kunne benytte istedet for at slå (snakke med barnet om problemet), læreren begyndte at græde under mødet. Lærerne på stedet lægger meget vægt på diciplin og de gør meget for at opretholde den, der er ubeskrive meget forskel på lærere og elever, det forventes at elverne respektere læreren og elverne sætter sig ofte på knæ foran læreren, når de skal have rettet opgaver eller siger farvel. Det er tiltider meget hårdt psykisk at være her, da deres kultur er meget langt væk fra vores. Vi har fået lavet et personalemøde på mandag, for at få et større indblik i deres proffessionsbevidsthed og for at få forklaring på hvorfor de gør som de gør i de forskellige situationer.
I forhold til en læreplan, har lærerne en bog, som de følger. I bogen er der de forskellige enmer, som børnene skal lære om, der står også hvordan lærerne kan undervise børnene i de forskellige enmer, for at give dem nogle ideer til deres læringsmetoder. Jeg har haft svært ved at finde ud af hvilke didaktiske overvejer lærerne har, men jeg er noget frem til at de selv må bestemme hvilke læringsmetoder de vil bruge, så længe at de opfylder kravene om læring. Lærerne tænker ikke meget over hvorfor de gør som de gør, de bruger en læringsmetode, og de ændre den ikke, hvilket gør at de taber nogle af børnene undervejs. Det ville være en god ide, hvis lærerne på stedet prøvede at ændre deres læringsmetode engang imellem, prøvede at forklarer tingene på flere måder, stedet for kun at bruge en måde. Klasselokalet er godt sat op, med en tavle foran børnene, den ligner et typisk dansk klasselokale, men det er et meget forstyrrende element at vi deler lokale med top class, kun opdelt af en præssening, der kommer meget larm indenfra den anden klasse. Når eleverne i topclass fx. synger en sang, synger vores elever nogle gange med.
Siden mít sidste indlæg har vi haft besøg af peter, som kom sammen med en masse turister, vi fik snakket sammen og aftalte at tage sammen til Koboko, her fortalte jeg turisterne om hvordan det er bo i Uganda og hvilke store forskelle der er fra Danmark. I Koboko så vi det børnehjem som Sidrid og Camilla arbejder på og der hvor de bor, det var dejligt at se det hele igen og få snakket med Sidrig og Camilla om hvordan det går for dem, det er godt at få snakket om nogle oplevelser som er fælles for os alle, men også høre hvilke fremskridt de gør sig på børnehjemmet. Vi tog alle sammen i kirke, det var en meget smuk kirke, som var indenfor i en stor bygning, der var store glas vinduer i mange farver, med jesus og jomfru maria indprentet i dem. Kirken var fyldt, så vi sætte os rundt omkring hvor der lige var plads, i den ene ende var der et stort alter og der gik munke rundt i mellemgangene, munkene viftede med noget, så der kom røg ud. Det var svært at høre hvad præsten sagde, da han talte i en mickofon, og højtalerne var meget dårlige. Vi fik et andet indblik i hvordan en kirke kan se ud, og hvordan en prædiken kan foregå, det var en spændende oplevelse. Vi har fået malet en del på hospitalet og mangler nu kun at male en stor giraf, før vi kan gå videre, med vores andre gøremål. Vi har været i Kampala, hvor vi fik købt en masse gaver til vores familie hjemme i Danmark og vi fik set en masse i Kampala, vi var blandt andet ude og spise på en fin resturant, hvor der stod en tjener ved vores bord hele tiden, klar på en ny bestilling, det var meget sjovt at prøve. Vi er begyndt at male på skolen nu, vi har malet en væg, hvor vi har skrevet "Happy Day", malet en skolebus og nogle børn der leger, vi mangler stadgigvæk at male den ene langside på huset hvor nursery holder til, dette vil vi gøre i den kommende uge.
Da børnene der går i nursery er fra 3-5 år, er det primært lærene fra nursery, som vi ville kalde pædagoger i Danmark. De starter hver morgen kl 8.20, med at alle fra nursey er samlet i en klasse. De synger sange og derefter beder de bøn, hvor det er et barn der leder bønnen. Lærerne gentager mange af de samme sætninger i morgenritualerne fx. "godmorgen chrildren, how are you" hvortil børnene svare "godmorgen theather, Im very well how are you" læren svare og spørgere efterfølgende til hvordan deres mor, far, nabo, venner har det, alle gange gange svare børnene i kor at de har det fint. Så går klasserne fra hinanden igen, og børnene sidder stille og slapper af i 20 min ca. dette kan være meget forstyrrende, da børnene ofte har svært ved bare at sidde stille, de begynder ofte at råbe og slås. Børnene slår ofte hinanden og vi har flere gange fortalt børnene om morgen, at man ikke må slå, og hvorfor man ikke må slå, vi har fortalt dem at de istedet for at slå skal sige hvis der er noget de ikke vil have. Dette ser jeg som værende et stort problem, men det virker til at de slår hinanden i mindre og mindre grad. Så går undervisningen igang, typisk skriver lærerne noget på tavlen som børnene skal gentage efter læreren, for herefter at skrive det ned i deres kladdehæfter. Kl 10 er der pause, hvor alle børnene og lærerne går udenfor, lærerne sidder ofte i skyggen og sertil imens børnene leger sammen. Efter pausen kommer børnene igen ind i klassen og får noget at spise. Timen starter op igen omkring kl 11, her skriver læreren igen noget på tavlen, som børnene gentager efter læreren og skriver i deres kladdehæfter. kl 12:30, har børnene fri, alle går igen ud i skolegården, hvor børnene leger og venter på at blive hentet, omkring kl 13, er alle børn hentet og vi går hjem fra skole.
Når lærerne skal forklare aktiviteter for børnene, starter de ofte på de første sætninger i fx. en sang, børnene kender den ofte i forvejen, hvortil de starter sammen, hvis det er en ny sang som børnene ikke kender, synger læren den ofte først, hvortil børnene slutter sig til læreren efter og synger med.
Når vi underviser børnene, laver vi forskellige aktiviteter, da vi hele tiden tænker over deres alder, det kan være svært for et barn på 3-5 år at sidde stille i så mange timer, hver gang børnene virker ukoncentreret laver vi nogle sange, hvor de skal bevæge sig. Børnene synes det er sjovt, at synge og bevæge sig. Vi underviser dem i matematik, skrivning og læsning (ligesom lærerne gør) vi inddrager børnene i undervisningen, så de kommer op til tavlen og skriver på den, de er meget glade for at komme op til tavlen, her tegner vi nogle gange et vis antal blomster i matematik eller hopper et vis antal gange.
Lærernes pædagogik er meget svingende. Det er som sagt i tidligere indlæg, var det mest i starten, at lærerne sang og lavede lege, i staten var de meget koncentreret om barnets behov, men med tiden har det ændret sig. Lærerne truer indimellem børnene, vi observerede en episode, hvor et barn begyndte at græde, da hun ikke kunne finde ud af den stille opgave, og læren fik de andre børn til at pege og udstille den grædende pige, læreren eksluderede barnet i følge min mening barnet fra fællesskabet, dette var på ingen måde den rette pædagogiske tilgang til problemet. Jeg observerede ydeligere en lærere fra primary slå et barn med en pind, vi opsøgte inspektøren, for at få talt om problemet, han var meget imødekommende, og hentede læren der har slået barnet ind til samtale, vi forsøgte at give hende nogle andre metoder hun kunne benytte istedet for at slå (snakke med barnet om problemet), læreren begyndte at græde under mødet. Lærerne på stedet lægger meget vægt på diciplin og de gør meget for at opretholde den, der er ubeskrive meget forskel på lærere og elever, det forventes at elverne respektere læreren og elverne sætter sig ofte på knæ foran læreren, når de skal have rettet opgaver eller siger farvel. Det er tiltider meget hårdt psykisk at være her, da deres kultur er meget langt væk fra vores. Vi har fået lavet et personalemøde på mandag, for at få et større indblik i deres proffessionsbevidsthed og for at få forklaring på hvorfor de gør som de gør i de forskellige situationer.
I forhold til en læreplan, har lærerne en bog, som de følger. I bogen er der de forskellige enmer, som børnene skal lære om, der står også hvordan lærerne kan undervise børnene i de forskellige enmer, for at give dem nogle ideer til deres læringsmetoder. Jeg har haft svært ved at finde ud af hvilke didaktiske overvejer lærerne har, men jeg er noget frem til at de selv må bestemme hvilke læringsmetoder de vil bruge, så længe at de opfylder kravene om læring. Lærerne tænker ikke meget over hvorfor de gør som de gør, de bruger en læringsmetode, og de ændre den ikke, hvilket gør at de taber nogle af børnene undervejs. Det ville være en god ide, hvis lærerne på stedet prøvede at ændre deres læringsmetode engang imellem, prøvede at forklarer tingene på flere måder, stedet for kun at bruge en måde. Klasselokalet er godt sat op, med en tavle foran børnene, den ligner et typisk dansk klasselokale, men det er et meget forstyrrende element at vi deler lokale med top class, kun opdelt af en præssening, der kommer meget larm indenfra den anden klasse. Når eleverne i topclass fx. synger en sang, synger vores elever nogle gange med.
Siden mít sidste indlæg har vi haft besøg af peter, som kom sammen med en masse turister, vi fik snakket sammen og aftalte at tage sammen til Koboko, her fortalte jeg turisterne om hvordan det er bo i Uganda og hvilke store forskelle der er fra Danmark. I Koboko så vi det børnehjem som Sidrid og Camilla arbejder på og der hvor de bor, det var dejligt at se det hele igen og få snakket med Sidrig og Camilla om hvordan det går for dem, det er godt at få snakket om nogle oplevelser som er fælles for os alle, men også høre hvilke fremskridt de gør sig på børnehjemmet. Vi tog alle sammen i kirke, det var en meget smuk kirke, som var indenfor i en stor bygning, der var store glas vinduer i mange farver, med jesus og jomfru maria indprentet i dem. Kirken var fyldt, så vi sætte os rundt omkring hvor der lige var plads, i den ene ende var der et stort alter og der gik munke rundt i mellemgangene, munkene viftede med noget, så der kom røg ud. Det var svært at høre hvad præsten sagde, da han talte i en mickofon, og højtalerne var meget dårlige. Vi fik et andet indblik i hvordan en kirke kan se ud, og hvordan en prædiken kan foregå, det var en spændende oplevelse. Vi har fået malet en del på hospitalet og mangler nu kun at male en stor giraf, før vi kan gå videre, med vores andre gøremål. Vi har været i Kampala, hvor vi fik købt en masse gaver til vores familie hjemme i Danmark og vi fik set en masse i Kampala, vi var blandt andet ude og spise på en fin resturant, hvor der stod en tjener ved vores bord hele tiden, klar på en ny bestilling, det var meget sjovt at prøve. Vi er begyndt at male på skolen nu, vi har malet en væg, hvor vi har skrevet "Happy Day", malet en skolebus og nogle børn der leger, vi mangler stadgigvæk at male den ene langside på huset hvor nursery holder til, dette vil vi gøre i den kommende uge.
lørdag den 5. oktober 2013
Min hverdag
Min hverdag.
Jeg har nu været i Uganda i halvanden måned og jeg vender mig mere og mere til landet. Jeg arbejder fortsat stadigvæk i skolen og på hospitalet, jeg er meget træt når jeg kommer hjem om aften, da jeg hele tiden er i gang. jeg savner min familie i Danmark og kan mærke at jeg glæder mig til at komme hjem, samtidig er jeg også begyndt at være glad for at være her, jeg er begyndt at sætte pris på de små ting i livet, jeg nyder f.eks. utrolig meget at komme ud om morgen og nyde morgen solen, eller sidde om aften en time inden jeg skal i seng og se et afsnit supernatural på min computer. Det er meget vigtigt for mig når jeg er færdig om aften, at jeg så har lidt tid til at slå hjernen fra og slappe lidt af i vores sofa. Jeg er glad for at bo sammen med Line, da jeg synes hun er god at snakke med, og jeg bruger hende meget til at reflektere over evt. hændelser, jeg synes vi er gode til at give plads til hinanden også i undervisningen på skolen, så vi begge underviser børnene.
Vi observerede den første uge vi var på skolen. Lærerne virkede meget engageret i undervisning og i børnene, de lavede sanglege og var i det hele taget meget aktive med børnene. Dets nu mere tid vi er her, nu mere ændre disse ting sig, undervisningen foregår nu mest som afskrivning fra tavlen. Lærerne er begyndt at true børnene med tæv, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Børnene slår også hinanden rigtig meget, det virker som om de slår hinanden i stedet for at sige ”lad være med det”, vi har snakket med børnene om at man ikke må slå, men de høre ikke efter, der kan gå 2 min efter vi har sagt det til de slår hinanden igen. Jeg observerede en episode hvor et barn slog et andet, barnet der var blevet slået begyndte at græde, hvorefter at læren sagde til hende at hun skulle tie stille og opføre sig ordentligt. Jeg synes det er forkert af læren, ikke at tage fat i barnet der har slået og heller ikke trøste barnet der er blevet ked af det. Generelt er det ikke okay at børnene græder, de mener ikke det er god opførsel. Det er frustrerende for mig at børnene ikke høre efter og bliver ved med at slå hinanden, men også at de ikke må være kede af det. Hvis et barn begynder at græde og jeg går over for at trøste barnet, kan jeg se at det ikke er noget de er vant til og det virker som om de synes det er lidt ubehageligt, at jeg overskrider deres personlige grænse. Jeg reflekterer meget over mine oplevelser i min hverdag og snakker ofte med Line om evt. hændelser.
Hver sidste lørdag i måneden har vi været til børnedag for HIV og AIDS ramte familier (vi har været der 2 gange), det har været meget spændende begge gange, alle børnene sidder og høre et foredrag, første gang var det om børns rettigheder i Uganda og anden gang var det om første hjælp, hvor der var kommet en mand udefra, som viste og fortalte, han inddragede børnene i foredraget og lod dem komme op til tavlen så de f.eks. kunne få forbundet deres hoved, arm osv. Jeg synes det er en god indsats de lyder overfor disse børn, da børnene lærere meget af at være der og ser ud til at være glade for det.
fredag den 4. oktober 2013
læringsmål
Lærringsmål
Jeg vil i min sidste praktik i Uganda, arbejde med mine lærringsmål. Jeg forventer at få gennemført alle mine lærringsmål og få mange forskellige udfordringer.
- Jeg vil indgå i det pædagogiske arbejde på skolen, jeg vil undersøge, hvordan lærerne underviser børnene og hvilke holdninger der ligger bag den måde de underviser. Dette vil jeg gøre igennem observationer. Jeg vil undersøge den professionsbevidstheden de ansatte har på skolen. Jeg vil stille mig kritisk og reflekterende for at være opmærksom på egen rolle som hvid i en fremmed kultur.
- Jeg vil undersøge den baggrund børnene kommer fra og hvordan familiestrukturen er i Uganda. Jeg vil forsøge at arbejde med børnenes livshistorier, for bedre at få denne vide. Jeg vil blandt andet lave stamtræ sammen med børnene.
- Jeg vil tilegne mig viden om omsorgssvigtede børn, jeg vil læse relevant litteratur herom og forsøge, så vidt det er muligt, at finde ud af om der er forskel på et omsorgsvigtet barn i Uganda kontra et omsorgsvigtet barn i Danmark.
- Jeg vil undersøge om skolen har gjort pædagogiske tiltag og hvordan dette er sket. De seneste år har der i Uganda været fokus på børns rettigheder, kan dette afspejles på skolen?. Dette vil jeg finde ud af ved at interviewe lederen samt lærerne på skolen og Rita som har arbejdet med demokrati og rettigheder i skolesammenhæng de sidste ti år.
- Jeg vil undersøge, hvordan uddannede og ikke uddannede (sam)arbejder på skolen. Jeg mener dette kan være interessant at undersøge, da begge disse to faggrupper fylder meget i børnenes hverdag. Kan det sammenlignes med pædagog/lærer rollerne i Danmark.
- Jeg vil deltage aktivt i hverdagen og have ansvar for egen klasse. Jeg vil indgå på lige fod med andre ansatte og være aktivt deltagende i opgaver på skolen. Jeg vil udvikle en række aktiviteter, som er tilpasset de forhold skolen virker under. Jeg vil inddrage kulturforskelle for at gøre børnene bevidst om at vi kan tænke og gøre ting forskelligt.
- Jeg ønsker at lave et forløb om kroppen, for at gøre børnene mere kropsbevidste, både på egen og andres krop.
Abonner på:
Opslag (Atom)